I Midwest Musketeers er trænerteamet optaget af planlægning af næste sæson.
Bestyrelsen har tegnet kontrakt med Headcoach Nikolaj Kæseler. Coach Kæseler vil i den kommende sæson have fokus på at skabe den røde tråd, som medlemmer og trænere har efterspurgt for at styrke sammenhængskraft og sammenhold i klubben på tværs af ungdomshold og seniorhold. Coach Kæseler har erfaring fra landsholdstræning og udvikling af det Aldersrelaterede Trænings Koncept i Dansk Amerikansk Fodbold Forbund.

Vi er så privilegerede at vores seniorcoaches – Coach Schantz og Coach Enggaard – fortsætter deres strukturerede og individuelle træningsfilosofi på vores seniorhold.
Sammen med et par nye trænere til U16 – vil træning af U16 være dels sammen med og dels parallelt med U19/seniortræning.
Kenneth Skovgaard er ny trænerassistent for U16.

Vores U10/U12/U14 har både erfarne trænere og nye trænere i teamet.
Coach KK, Coach Steven, Coach Anna vil sammen med nye trænere fortsætte udviklingen af vores ungdomshold. Vores nye trænerassistenter for ungdom er Thomas Laursen, Kim Laursen og Mikkel Skovgaard.

I Midwest Musketeers har udvikling af ungdomsspillerne højest prioritet. Vi har plads til alle uanset niveau og erfaring. I Amerikansk Fodbold starter de fleste som 9-15 årige. Alle har en styrke for holdet – uanset om man er stor og stærk eller hurtig til at komme frem. Sammen er vi Midwest Musketeers – modige og med fælles strategi for vores spil.

I Midwest Musketeers vil vi gerne tilbyde træning for flere unge.

Til sæson 2021 søger vi:
• Coach til U16. Har du lysten og en positiv indstilling klæder vi dig gerne på til opgaven.
• Coach til U10/12/14-teamet – gerne med erfaring.
• Coach til senior. Vi lærer dig gerne det teoretiske – det vigtigste er din lyst og dit engagement. Evt. en coach der har lyst til at udvikle sig til coordinator.
• Holdleder til senior. Har du lyst til at være en del af amerikansk fodbold og give din opbakning til seniorholdets præstation. Hjælpe med administrative og praktisk opgaver omkring seniorholdet. Være en del af holdets drift til kampe.
• Holdleder til hhv. U10/12 samt U14. Evt. er du forældre til u-spiller. Hjælpe med praktiske opgaver, koordinering samt administrative opgaver for holdet.

Er du interesseret så kontakt formand Linna Skovgaard (tlf. 25153382) eller sportslig ansvarlig Andreas Vognsen (tlf: 31322928).
Udvikling og uddannelse af trænere er kernen i at tilbyde en kvalificeret træning for spillerne. Kontakt os gerne for en uddybende snak om træning og amerikansk fodbold.

Semper Fortis – Stærke sammen

OBS: Husk tilmelding til generalforsamling/workshop/sæsonafslutning senest onsdag d. 9. december 2021